Hausgaards ti bedste

For flertallet af danskerne er Niels Hausgaard entertaineren, samfundsrevseren, debattøren og satirikeren. Musikken har ikke fyldt så meget i hans udsolgte shows de seneste 20 år. Det er en skam. Selvom jeg holder meget af Hausgaard som entertainer, samfundsrevser, debattør og satiriker, holder jeg endnu mere af ham som poet og romantiker, selvom begge skudsmål givetvis ville få ham til at fnise eller skrige af grin.

Men jo, Hausgaard er skam både poet og romantiker bag et ydre, der de sidste små 30 år af og til har kunnet virke nærmest kynisk og opgivende. Han er stadig lun, og han kan pakke sine holdninger ind i humor og afvæbnende grin, men siden begyndelsen af 1990’erne er romantikken gledet noget i baggrunden, og poesien er blevet erstattet af smæderim og monologer. Det er kommet til at handle mere om at udstille det latterlige og utiltalende end behandle menneskets knap så tiltalende sider poetisk, satirisk og selvironisk. For vi har jo alle en rem af huden, uanset om vi vil være ved det eller ej.  

Det er en skam. Hvis man lytter til Hausgaards produktion fra 1974 til 1991 (og venligt glemmer det halvhjertede fejlskud fra 2006, ”Flyv så”) kan man høre, at han har et særligt talent. Eller havde. Det er jo svært at vide, om brønden blot tørrede ud, eller det er simpel dovenskab, der fik ham til at kvitte sangskrivningen.

Jeg har forsøgt at samle min egen top-10 over Hausgaards bedste sange. Det var ikke let at holde det på ti, når jeg samtidig ville demonstrere bredden i hans produktion. Der er både blevet plads til det tunge og det lette, og der er sågar et par oversættelser/fortolkninger på listen. Det er sket ud fra devisen, at en god sang er en god sang – og at arrangementet og fremførelsen naturligvis også spiller en rolle.   

Her er de ti. I morgen havde jeg muligvis valgt andre ti – men jeg håber, listen kan inspirere dig til at dykke ned i Hausgaards fine produktion.

10: Mig og Villy
Min far sagde i sjov, at den sang kunne være skrevet om ham og hans gode ven og journalistkollega Thorkild. De var begge i 40’erne, da pladen kom ud, og de talte også en del om biler, når de mødtes. Måske mest fordi Thorkild skrev om biler. De blev sikkert også lidt flygtige i blikket, hvis samtalen kom til at handle om den idealisme, de rummede, da de blev færdigudlærte journalister i slutningen af 1960’erne. De ville også ud at indtage den store og skønne verden og slås for fred og frihed. Nu sad de så i stedet med realkreditlån, familiebil i carporten og drømmen om den næste sommerferie.

Nu er jeg selv i slutningen af 40’erne, og jeg kan genkende den evigt iboende frygt for, at jeg er i gang med at hygge mig ihjel.

Der er intet galt i at glædes ved de nære ting, men omkvædet ”Så hyggeligt det er, og tiden går så dejligt”, gør lidt ondt. Ja, tiden kan undertiden gå lidt for dejligt med absolut ingenting.

Hausgaards portræt af de to midaldrende mænd med drømme, der næsten udelukkende er materielle og praktiske, er både medfølende og satirisk. Afslutningen ”vi ser ikke på hinanden, vi ser andre steder hen, og så skynder vi os lidt at snakke om biler igen” gør mig altid rørstrømsk. Det billede og den følelse rummer så mange nuancer af både levet og spildt liv.
(Når alt kommer til alt - Medley Records 1981)
10
9: Den sidste ting
Det er jo nærmest en sentimental Hausgaard, vi møder i den nordjyske gendigtning af Tom Paxtons ”The last thing on my mind”. De har sågar sat den ned i tempo i forhold til det amerikanske forlæg, men vendelbomålets poetiske og jordbundne skønhed gør visen om tabt kærlighed både smuk og ganske rørende.

Det er samtidig en af Niels Hausgaards få duetter, da Jens Memphis brummer med. Hugo Rasmussens bas og Christian Alvads guitar indrammer smukt den velkendte historie om manden, der først rigtig er blevet klar over, hvor meget han elskede, da det var aldeles for sent.

Sikkert en udbredt oplevelse nordenfjords, hvor man efter Hausgaards udsagn har det lidt svært med de store følelser og derfor siger ”jeg elsker dig, og jeg skal nok give besked, hvis jeg får det anderledes” til hjertets udkårne.
(Kom lad os danse - Medley Records 1985)
9:
8: Et slidt brev
Hausgaard var 31, da han skrev og indspillede denne søde sag om ung kærlighed. Om det slidte brev i skuffen, der af og til tages frem for at mindes duftene, lydene og farverne fra den første forelskelse.

Det var Hausgaards tredje plade og givetvis den første, han selv var med til at producere. Palle Juul står godt nok som producer, men Hausgaards interesse for pladeproduktion var voksende, og året efter producerede han Fisker Thomas’ debutplade.

Det forklarer måske, at instrumenteringen har fået på alle rørstrømske tangenter. Her er både guitar, autoharpe, sav, banjo, mandolin og fløjte til at gebskabe lyden af en forelskelse.
(Men det går jo nok - Stuk Records 1976)
8:
7: Liver Å
Listens anden fortolkning er ”Banks of the Ohio”, der her har fået navn efter en å ved Hjørring. Det er en gennemført satirisk gendigtning af den særlige tradition inden for country, der hedder ”murder-ballads”.

Originalversionen er en lettere forstyrret sang om en mand, der frier til en kvinde ved floden, og da hun afviser ham, slår han hende ihjel. Sangens fortællestemme er drabsmanden, og den ukendte forfatter til originalversionen skaber nærmest medfølelse for ham. Det er æresdrab på amerikansk manér.

I Hausgaards version er Gud med i fortællingen i form af ”rock-elektrikeren” Hans Holtegaard, der i øvrigt også lægger stemme til den stakkels pige, der må lade livet for mandens livstruende kærlighed til hende.

Instrumenteringen og arrangementet er gennemført country-pastiche med hesterytme og dobroslide på speed. Samtidig finder vi ud af, at Gud taler vendelbomål.

Sangen er også på opsamlingen "En halv time tidligere" fra 1992.

(Single - Medley Records 1980)
7:
6: Skruk
Måske er denne sang ekstra stærk, når man har en teenagedatter i husstanden. Det er en kærlig hilsen til alle bekymrede fædre, der sidder og venter på, at hun kommer hjem.

Fortællingen er et så uhyre præcist billede på den evige latente angst, der følger den betingelsesløse kærlighed. Man ved, at man skal gøre dem flyvedygtige og lade dem klare sig selv, men andre kræfter i hovedet vil hellere holde dem hjemme og beskytte dem for altid.

Samtidig portrætterer Hausgaard så fremragende det fravær af gensidig forståelse, der præger forholdet mellem en fader og hans teenagedatter i denne velkendte situation.

Hun har ingen anelse om alle de skrækscenarier, der løber igennem hans hoved, eller hvad en lille forsinkelse kan medføre af bekymringer – og det skal hun naturligvis heller ikke. Hun er ung og fri.

Han ligger søvnløs og tænker på ”alt det lede i avisen, man læser om børn, der …”, og hun spørger blot frejdigt ”sover du?” ”Arhh, så småt.” ”Så godnat og sov godt.”
Mesterligt og smerteligt smukt.
(I fornuftens land - Medley Records 1991)
6:
5: Maries efterår
Til Ane var et lidt mislykket pladeprojekt. Efter den overvældende debutsucces ”Et portræt”, der med ”Først en halv time på den ene side” blev en egentlig landeplage, ville producer Palle Juul skrue op for ambitionerne med efterfølgeren. Eller måske lå ambitionerne hos Hausgaard – det er svært at vide.

Under alle omstændigheder hyrede man klassisk skolede musikanter til at akkompagnere Hausgaard, så det hele blev ekstra finkulturelt. Det fungerede ikke rigtig, og man savnede De Gyldne Løvers uprætentiøse musikalske tilgang, som gjorde forgængeren så god.
Men åbningsnummeret reddede dog til en vis grad pladen.

Denne poetiske hyldest til en gammel kvinde, der sidder ensom tilbage med alle minderne og er mæt af dage, rummer en livsvisdom, der er ganske imponerende for en på det tidspunkt 30-årig Hausgaard. Tag bare det afsluttende vers (frit oversat):

"Hun er som en skøn melodi i mol
En blomst, der svedes af frosten
Et liv, der er slut, en glød, der er kold
Et fartøj, der nærmer sig kysten
Som ung var hun dejlig men nu er hun smuk
Nu, da fjederen er ved at rende ud
Som kornet, når det nærmer sig høsten"

(Til Ane - EMI 1975)
5:
4: Minder ved havnen
Musikentreprenøren Palle Juul fra Stuk Records ved Nibe havde fået ørerne op for den unge Niels fra Strandby, der på det tidspunkt fungerede som en slags huspoet for Nordjyllands Radio, når han ikke var cykelvikar på skolerne i området.

Han skrev lejlighedssange til forskellige emner for radioen, og Palle kunne høre potentialet i en plade med viserne. Han fik Hausgaard til at mødes med De Gyldne Løver, og kemien var perfekt fra starten. De brugte en weekend i Quali Sound-studiet og resultatet blev yderst vellykket.

Den mest kendte skæring er uden tvivl ”Først en halv time på den ene side”, der blev lavet med det fulde New Orleans-jazz-udtræk, da flere af medlemmerne i De Gyldne Løver allerede havde spillet en del traditionel jazz i bibeskæftigelsen Black Bottom Stompers.

”Minder ved havnen” viser Hausgaard som en fremragende historiefortæller. Han voksede mere eller mindre op med fiskerne på Hirtshals havn, så han kendte til længslen efter ”haw’et”, der både giver og tager. Hausgaard sang på sine første plader med en stemme, der fik ham til at lyde ældre. Viserne blev nærmest små teaterstykker, og i enkelte af dem sang han sågar som en gammel kvinde.

Denne fine sang om den gamle fisker blev oversat til engelsk af Alex Campbell og er med på albummet ”It’s good to see you”. Den er også indspillet på ny af Hausgaard til opsamlingsalbummet ”En halv time tidligere” (1992).

(Et portræt - EMI 1974)
4:
3: Dårlige nerver
Jeg aner ikke, om Hausgaard i begyndelsen af sin karriere lyttede til Randy Newman. Men ”Dårlige nerver” er nærmest Randy Newman på nordjysk.

Den empatiforladte og fordomsfulde fortæller i visen sætter ord på tanker, de færreste kan sige sig helt fri for at have fra tid til anden. Det er let at dømme psykisk syge som dovne eller uden rygrad, når vi betragter deres apatiske liv på afstand.

Hvis selvretfærdigheden overtager, og den iboende dåre snupper ordet, kan man skvatte igennem isen og ødelægge mere, end man aner.

Læg iøvrigt mærke til, hvordan Hausgaard lader tangoen indramme selvretfærdigheden - den lettere prætentiøse og selvhøjtidelige rytmik er et velkendt virkemiddel i Hausgaards univers.

Det går da også helt galt for fortælleren i denne vise, og han slutter lakonisk og følelsesforladt af med at konstatere ”man skulle næsten tro, han havde dårlige nerver”.

Det er satire, der bider og gør lidt ondt.
(Kunst - Medley Records 1979)
3:
2: Fallit
Det er nærmest en lille film på knap fem minutter.

Vi er i køkkenet på et landbrug, vinduet står åbent og gardinet er trukket for. Det pustes op af blæsten som en ballon med røde blomster på. Ude på gårdspladsen leger børnene, og fuglene synger. Men inde i køkkenet er der larmende stille.

Mand og kone sidder bænket overfor hinanden ved bordet, og manden sidder med et brev, der fortæller, at de er fallit. De må fraflytte gården, der formentlig er gået i arv gennem generationer.
De er fortabte, og de magter ikke at tale om det.

Det er Vredens Druer på jysk.

Sangen er skrevet i skæret af 80’ernes mange tvangsauktioner. Hver og en var en lille tragedie for de berørte. Hausgaard skaber et maleri med ord, og det er ikke svært at leve sig ind i fortælleren, der så gerne vil give konens hånd et klem men ikke tør.

Jørgen Langs længselsfulde mundharmonika rammer det hele ind.
(Når alt kommer til alt - Medley Records 1981)
2:
1: Der kommer han
Hausgaard bruger barnet som fortæller i denne vise om frygten for at miste.

Barnet ser og føler moderens ængstelse, da faderen ikke kommer hjem fra arbejdet på havet til den aftalte tid. Da han endelig kommer hjem og banker støvlerne af for sne, går mor ud i køkkenet ”så vi ikke kan se, at hun græder”. Det er så fint skrevet – et billede på alt det, vi forsøger at skåne børn for, men som de alligevel opfatter og tager ind.

Det er en af Hausgaards sjældne duetter. Han inviterede Inger Lauritzen fra Lønstrup, der var fiskerkone og kendte alt til frygten med en mand på havet.

Hun havde skrevet viser, der var indspillet af skuespilleren Birgit Conradi, men hun havde aldrig selv indsunget noget. Heldigvis fik Hausgaard hende overtalt, for det tilfører visen en særlig autenticitet.

Poul Bruun var medproducer på ”Kunst”, der var den sidste Hausgaard-plade, som er indspillet i Palle Juuls studier ved Nibe. Jeg ved ikke, om vi skal takke Poul Bruun for Erling Hansens hardangerfele på denne skæring – men den er ekstremt velvalgt.

Den gør nærmest frygten og smerten mærkbar.

(Kunst - Medley Records 1979)
1:
previous arrow
next arrow
Slider