Gode historier er billig branding

Branding er ikke forbeholdt Coca Cola og Adidas. Alle virksomheder har et brand, som de kan vælge at lade ligge i mølposen – eller vedligeholde og udvikle.  

Er branding ikke bare et smart ord for markedsføring? Ikke helt. Markedsføring er ofte kendetegnet ved en kortsigtet, salgsorienteret indsats, hvor branding mere definerer en langsigtet imageudvikling og -pleje.

Branding er blevet lidt af et modeord, og visse kommunikationsvirksomheder tager gerne mange penge for at udvikle ”et brand”. De penge er sikkert givet godt ud, hvis du har udviklet en læskedrik, der skal snuppe markedsandele fra Tuborg, men for langt de fleste virksomheder kan brandingudøvelse koges ned til to ord: Gode historier. Det er virksomhedens succeser, de gode historier, der skaber og understøtter et brand.

Mange virksomheder glemmer at fortælle omverdenen de succeshistorier, der dukker op fra tid til anden. Virksomhederne har typisk en hjemmeside, der er lidt støvet at se på, som fortæller om de kerneværdier og kompetencer, virksomheden lagde online for år tilbage. Men der er alt for sjældent friske historier til at understøtte de fine ord.

Når ordrebogen er fyldt …

Når brandingarbejdet ligger i mølpose, skyldes det ofte, at det går godt. Ordrebogen er fyldt op, og der er andet at tænke på i dagligdagen. Men en effektiv branding kræver en vedholdende indsats.

Jeg havde på et tidspunkt en produktionsvirksomhed som kunde, der pludselig havde fundet ud af værdien af bedre branding. Virksomheden var velfungerende og i en spændende udvikling, men når de søgte ny arbejdskraft, kneb det med kompetente ansøgere. De var derfor tit nødt til at bruge de folk, som vikarbureauerne kunne diske op med. Det var alt for tit dyre bekendtskaber, fordi de nye medarbejdere stoppede få måneder efter den kostbare indlæring.

Men da virksomheden begyndte at fortælle mere om sig selv på diverse fora – både på hjemmesiden, LinkedIn og de sociale medier – kom der skub i sagerne. Pludselig fik de kvalificerede ansøgere fra nærområdet, når de slog stillinger op. De begyndte også at modtage uopfordrede ansøgninger i langt større tal end før.

Gode historier er fyldt med nøgleord

Det gælder ikke kun om at være ”top of mind” hos potentielle kunder. Branding bidrager til at cementere virksomhedens navn, kompetencer og værdier blandt potentielle arbejdstagere og samarbejdspartnere.

Derfor er der på længere sigt god forretning i at få de gode historier fortalt. Et nyt produkt, et nyt samarbejde, en ny kunde, et løst problem – der er altid noget at fortælle. De såkaldte casehistorier kan skrives, lægges ind på hjemmesiden og deles på de sociale medier. Nogle af dem kan være så gode, at de med fordel kan sendes til aviser eller fagmagasiner.

Gode casehistorier er også et godt markedsføringskneb i Googlesammenhæng, fordi artiklerne fylder virksomhedens hjemmeside med nøgleord for branchen. Det kan være særlig gavnligt for B2C-virksomheder, der er afhængige af en høj rangering i Googlesøgninger, herunder håndværksmestre og lignende.