... ærligt håndværk med kant

Et tidløst brag(r)

BRAGR Barrit Kirke anmeldelse

Jesper Bylling, Perry Stenbäck og Christine Dueholm.

Kan musik ændre verden? Det er et spørgsmål, der ofte stilles. Svaret må være, at musik i hvert fald kan ændre den måde, vi ser på det hele.

Jeg tog ud til Barrit kirke en onsdag aften for at høre nordisk folkemusik. BRAGR skulle optræde med deres nyfortolkninger af den nordiske spillemandsmusik.

Egentlig var det en blanding af høflighed og nysgerrighed, der bragte mig derud; jeg kender bassisten, Jesper Bylling, personligt, og jeg opfatter frontmanden Perry Stenbäck som en af landets mest fremragende guitarister. Ti minutters kørsel fra min bopæl og fri entré – det var svært at forsvare en aften i sofaens bløde aftryk.

Orla og de andre rødder

Den traditionelle spillemandsmusik er ellers ikke en genre, jeg lytter meget til. Jeg vidste, at BRAGR blander musikken med andre genrer og regnede nok med, at det godt kunne blive en såvel langhåret som højpandet affære. Sådan lidt Bergman på lykkepiller.

Det var mit første besøg i kirken, hvor forfatteren Ole Lund Kirkegaard forsøgte at komme ind en isnende martsaften i 1979, før han tumlede om på plænen bagved og frøs ihjel.

Sognebørnene var mødt op i pænt tal, og mens jeg sad der som den fremmede på forreste række, skuttede mig lidt og ærgredes over, at jeg ikke havde taget lange bukser på i Guds hus (selvom jeg ydmygt havde taget kasketten af i våbenhuset), fik flere af sognebørnene bemærkelsesværdige ligheder med personagerne på Ole Lund Kirkegaards tegninger.

En eng i Småland

BRAGR fandt plads i kirkens kor foran kirkens beskedne altertavle. Udover Perry Stenbäck på guitar og nøgleharpe, hans kone, Christine Dueholm, på percussion og Jesper Bylling på akustisk bas var der udvidet med Kristian Enevoldsen på klaver. Kristian var på hjemmebane, da han også er organist i Barrit kirke.

Så sad jeg der, tyve sekunder inde i første nummer og var fugtig i øjnene uden påviselig grund, som Onkel Danny så fint beskrev den følelse. De blottende dråber rendte faktisk ned af kinderne. Hvor pokker kom det fra? Det var en vals, jovist, og vals har det med at drille mine tårekanaler, men det var også melodien, der lød som et bryllup på en eng i Småland, og ikke mindst lyden af nøgleharpen, der gjorde udfaldet. Den lyd. Jeg har følt det samme, når jeg har hørt violinens norske bror, hardangerfelen, som bl.a. folder sig ud på Niels Hausgaards smukke ”Der er han”. Næsen begynder ret hurtigt at svie, når disse harmonier blandes med de rene harmonier fra andre akustiske instrumenter.

Lyden af Skandinavien

Jeg aner ikke hvorfor, at en harmoni kan påvirke så meget mentalt som fysisk. Måske var jeg svensker i et tidligere liv og har svundne minder om tabt kærlighed i den lyd. Jeg aner det ikke. Men jeg er næppe den eneste, der har det sådan.

Den særegne lyd kommer i øvrigt – fik jeg bagefter kyndigt forklaret på parkeringspladsen af bassisten Jesper – af halvtone-resonansstrengene under de almindelige strenge.

Det er lyden af Skandinavien. Det er lyden af muld, sand og ler. Før svinefarmene og industrialiseringen. Det er lyden af det, vi kommer fra, før de kulturelle strømninger udefra gradvist ændrede det hele.

De dansable og det tungsindige

BRAGR er lige dele musikalsk kløgt og følelse. Når en vals fra 1700-tallet tilføres ”punkrytme” og Perry tæller energisk for som en anden Shane McGowan, er det ikke blot en interessant stiløvelse, de musiklærde kan studere med en vis nyfigenhed. Det giver musikken en ny vitalitet og bringer Christine Dueholms fine, nuancerede percussion og trommespil frem i front. Det får den 300 år gamle musik til at virke brusende frisk.

De kom langt omkring i den skandinaviske tradition. Fra de lette og dansable spillemandstemaer, der var svære at sidde stille til – og hvor Perry med et vist held opfordrede til dans og klap – og over til den usigeligt smukke og tungsindige ”Klarälvspolskan”, der skulle stamme fra en fjern egn i Sverige, hvor man drak hjemmebrændt og havde en uges rejse til andre mennesker. Den isolation havde en vis betydning for såvel sprog som melodik og livsanskuelse. Melodien fyldte hele kirkerummet ved hjælp af båndløs, akustisk bas, jødeharpe (!), en velklingende Martin-guitar, klaver og velafstemt, smagfuld, musikalsk percussion. Den fadedes langsomt ud til vi ikke kunne høre mere fra guitarstrengene. Gud, hvor smukt.

Den tidløse vals

Jeg kørte hjem i skumringen ad de små biveje omkring Hornsyld og Bjerre. Lige på det tidspunkt, hvor der stadig er lidt lys på himlen og duggen falder over agrene. Med BRAGR og Tidlösa Valsen på anlægget.

Ja, det var tidløst. Jeg kunne have kørt her i en kærre for 300 år siden og hørt noget tilsvarende fra en spillemand ved min side. Og måske tænkt og følt omtrent det samme.

Melankolien i valsen transformeres til en brusende lykkefølelse, da tempoet bankes i vejret og vi får en stepdans-trommesolo. Kan man blive bevæget af en trommesolo? Åbenbart.

Du kan sniglytte BRAGR på Spotify – og givetvis andre streamingtjenester. Tjek også deres hjemmeside og Facebook, hvor fremtidige koncerter annonceres.

BRAGR har også en del videoer liggende på YouTube, men intet slår dog den ægte liveoplevelse i kirkerummet – eller hvor de ellers vælger at optræde. Så kom ud af sofaens bløde aftryk, når de er i nærheden – det vil muligvis ændre dit udsyn og din følelse af, hvad musik kan.