Asta og rejsen – en børnebog

ev_0032-600x391

Note: Dette er første udkast til første kapitel i en børnebog, jeg har gang i. Der skal sikkert arbejdes en hel del med teksten, men jeg er ved at finde tonen i bogen. 

Bogen er planlagt til 16 kapitler, så der er et stykke vej endnu, omend de følgende kapitler nok bliver noget kortere. Historien skal ledsages af strikkeopskrifter til hvert kapitel, og det første dessin er en striktrøje med et motiv fra “Den Standhaftige Tinsoldat”. I de følgende kapitler skal Asta møde en ny barneven i hvert kapitel, så der til sidst er 16 børn og 16 strikkeopskrifter – alle med dessiner, der knytter sig til fortællingen i det enkelte kapitel.

Bogen laves som et samarbejde med en butik, der sælger strikkedesign, så den del af opgaven skal jeg heldigvis ikke røre ved. 😉

Asta og rejsen

Kapitel 1

Nu vil jeg fortælle dig om Asta og rejsen. Det var lidt af et eventyr, som man stadig taler en del om i Tullebølle sogn. Når godtfolk mødes ved bageren i Tullebølle, falder snakken tit på frugtavlerens Asta, der drog på eventyr i nord, syd, øst og vest. Historierne bliver ofte en anelse bedre, for hver gang de fortælles.

”Kan I huske, da frugtavlerens Asta fik alle Dronningens gardere i lyserøde bukser?”, spørger bagerkonen og slår en latter op. Og det mener en del af indbyggerne i Tullebølle bestemt at kunne huske, selvom det vist ikke helt var sådan, det gik for sig. Så griner de over, at sådan en lille pige kunne lave så megen postyr, og de går hjem med rundstykker i papirposer og små smil på læberne.

Asta er en pige på syv med eventyr i øjne og ører. ”Hvad er eventyr i øjne og ører?” spørger du måske. Jo, det skal jeg fortælle dig: Omtrent alt, hvad Asta hører og ser, bliver til små eventyr i hendes hoved. Og af og til kan man godt få øje på et lille eventyr i hendes øjne, når de lyser op, fordi hun kommer i tanke om noget sjovt eller besynderligt, hun har oplevet.

De krogede veje i Tullebølle er Astas eget lille kongerige, og der er konger, dronninger, prinsesser, prinser og riddere i kirken hver dag, Asta kommer forbi. Nede ved stranden har hun flere gange snakket med det venlige søuhyre Valdemar, og hun mener bestemt at have set en danserinde og en tinsoldat bag vinduet i Tullebølle kro. Når Asta står foran kroen, bliver de røde mure til et slot af det fineste papir, og figurerne fra eventyret om den standhaftige tinsoldat kan tydeligt ses i krostuen. Tinsoldaterne og den fine danserinde – selv svanerne af voks ses tydeligt i gadekæret ved siden af kroen. Asta kan H.C. Andersens eventyr om tinsoldaten og ballerinaen udenad, fordi hun har fået det læst højt ganske mange gange af sin far.

Astas far, Otto, er frugtavler. Det betyder, at han har en masse træer og buske med frugt og bær, både blommer, æbler, pærer, moreller, hindbær, jordbær, kirsebær, stikkelsbær og brombær. Han sælger bær og frugt til folk i Tullebølle sogn, og kommer der en turist forbi om sommeren, kan han godt lide et godt grin. Så siger han, at han har alverdens frugt og bær, og så har han hængt bananklaser, ananas, kokosnødder og vandmeloner på nogle af træerne. Af og til gør turisterne store øjne, når de besøger Ottos Frugtgård.

Otto er altid kaffetørstig klokken tre. Han kommer ind fra æbletræerne på slaget tre og brygger sig en kop af det bitre stads. Så læser han et eventyr for Asta ved køkkenbordet. ”Jeg holder lige kaffepause et eventyrs tid”, plejer han at sige til sine medhjælpere, Lotte og Anders. Nogle gange kommer de også med ind i køkkenet, og så læser Otto et eventyr højt for Asta, Lotte og Anders. Det er tit eventyr af H. C. Andersen, og Den Standhaftige Tinsoldat er en sikker favorit. Asta ved, at standhaftig betyder stædig, og hvis der er noget, Asta kan lide og forstå, er det stædighed. Man skal ikke give op, når man har sat sig noget for. Det har hun lært af sin far. ”Krum hals”, plejer han at sige, når Asta har svært ved noget og har lyst til at give op. Asta ved ikke, hvad det der med halsen betyder, men det er noget med at være stædig og holde fast. Det ved hun.

Når Asta hører om ballerinaen i eventyret om den stædige tinsoldat, tænker hun på sin mor. Faktisk er hendes mor blevet til ballerinaen i det eventyr. I Astas hoved står hendes mor altid på ét ben med armene over hovedet, iført det fineste danseskørt og et fint blåt bånd over skulderen.

Hendes mor danser nemlig ballet på Kongens eget teater. Det har far Otto sagt, selvom det vist nok er en dronning, der har det der teater. Det skulle ligge i noget, der hedder Kongens København, selvom det vist også er dronningen, der bor der. Det er alt sammen lidt besynderligt, men Asta taler helst ikke så meget med far om mor. Han bliver så … mut … hedder det vist. ”Hvorfor er du så mut, Otto”, spurgte Anders engang, da Asta havde spurgt til mor. Far Otto var meget stille og kiggede ned i jorden, da han kom ud til Anders og Lotte efter kaffetåren. Han blev da heldigvis hurtig glad igen, da han så hvor flot røde, æblerne var blevet, mens der kun var gået et eventyrs tid. Og det er sådan, Asta bedst kan lide far Otto: Når hans øjne stråler, og han altid har en sjov historie på læben. Derfor spørger Asta ikke så meget til mor. Men den dag far Otto blev så mut, fik hun historien. Hendes far fortalte den stille, mens han drak sin kaffe:

”Din mor måtte vælge et andet liv, end hun kunne få her i Tullebølle. Hun skulle jo danse på Kongens teater, og så kunne hun jo ikke komme med hjem til frugtgården. Hun mente bestemt, at det var bedst, at en lille sød pige som dig, Asta, skulle vokse op i Tullebølle og ikke i Kongens København, hvor bilerne og alle skorstenene oser så skrækkeligt. Så straks da du var født, fik jeg dig med hjem til Tullebølle. Din mor var frygtelig ked af, at det skulle være sådan. Men det kunne ikke være anderledes, for hendes far og mor var balletdansere på Kongens teater, og min far og mor var frugtavlere ved Tullebølle. Jeg kan ikke holde ud at bo i Kongens København, hvor der er så meget larm, og hvor man ikke kan finde plads til et ordentligt æbletræ nogen steder. Der er jo asfalt og fliser over det hele, så ikke engang en hindbærbusk er der plads til. Og din mor kedede sig så frygteligt her i Tullebølle. Hun har godt nok aldrig været her, men hun mente bestemt, at hun ville kede sig frygteligt – og hvor kunne hun danse ballet? Kongen har jo ingen teatre her. Jeg tror ikke engang, han har været her i Tullebølle.”

Det var sådan cirka det, Asta ved om sin mor, ballerinaen. Jo, og så er der jo også nogle udklip fra aviser i en kommode. Hun ved, at billederne på udklippene må være af hendes mor, fordi hun en sen aften har set far Otto blive så forfærdelig mut, da han sad med udklippene ved spisebordet.

Hun går af og til på opdagelse i billederne, når far Otto er ude ved frugttræerne. På et af billederne har hendes mor et bånd over skulderen ligesom ballerinaen i eventyret. Asta har tit billedet med ud på badeværelset, hvor hun kan kigge sig i spejlet og kigge på sin mor på billedet. Hun kan genkende næsen og øjnene. Hun ser sød ud, hendes mor.

Når far Otto læser eventyret om den standhaftige tinsoldat, bliver hendes mor pludselig lyslevende, og den stædige tinsoldat med bare ét ben er Asta selv. Sådan forestiller hun sig det. Hun elsker jo sin mor, ligesom tinsoldaten elsker ballerinaen, og hun skulle gerne tage turen i en båd af papir, hvis det kunne bringe hende frem til hendes mor, ballerinaen på Kongens teater.

Tullebølle ligger midt i et land, der hedder Langeland. ”Vi bor i midten af verden i verdens længste land”, siger Astas far. Asta har aldrig været uden for Langeland, for det mener hendes far ikke, der er nogen grund til. ”De spiser mærkelige ting uden for Langeland, og de taler sære sprog. Og hvorfor skulle vi rejse ud, når vi har det hele her?”, spørger far Otto ofte, når Asta spørger til verden, der kan anes i horisonten på stranden ved Tullebølle.

Om sommeren kommer der ofte mennesker fra det store udland til Tullebølle. Og det er da ikke dem alle, der er svære at forstå, synes Asta. Hun har mange gange forsøgt at overbevise sin far om, at de fint kunne tage til det store udland på ferie, men det vil far Otto ikke høre tale om.

Eventyret om Astas rejse begynder i sommerferien, hvor Asta skal på feriekoloni langt fra Tullebølle. Hvert eneste år er hun med sin klassekammerater på feriekoloni i en by, der hedder Hovsa – eller noget i den retning – langt, langt fra Tullebølle. Byen ligger ud til kysten, og man kan skimte det store udland, når man kigger ud over havet. På klare dage kan man skimte en bro, og hendes lærer har engang fortalt, at den bro fører til Kongens København.

Asta har udtænkt en plan. Hendes klassekammerater har fået at vide, at hun ikke skal med på kolonien i år, fordi hun skal til det store udland, men hendes far Otto tror, at hun skal på kolonien som altid, for han kunne jo ikke finde på at rejse til det store udland. Og da Asta selv skal tage bussen fra stoppestedet ved Tullebølle kro, kan hun fint bruge ugerne, hvor klassekammeraterne er i Hovsa, til lige hvad hun har lyst til.

Og Asta ved, hvad hun har lyst til. Hun vil finde sin mor, ballerinaen. Hun aner ikke, hvordan man rejser til Kongens København eller hvordan man kommer over den store bro, der går over til det store udland. Men hun har tit snakket med postbudet Per, der kører rundt på de snørklede veje i Langeland. Og hun ved, at man også kan sende store pakker til det store udland, hvis man stiller dem på disken hos købmanden i Tullebølle.

Hjemme på frugtgården har hun fundet en stor kasse, hun kan være i, og hvis hun stiller den foran disken og hopper ned i den, må postmand Per vel tage pakken med til det store udland – ja, måske helt til Kongens København. Hun ved, at man skal skrive på pakken, hvor den skal hen, men der står heldigvis allerede noget. Asta kan ikke rigtig læse endnu, men hun kan se, at der står et B, et i, to l’er, et u, et bogstav, hun ikke kan huske og til sidst et p. Eller måske er det et b. Nej, det må være et d.

Nå, men det er forhåbentlig tæt på Kongens København, tænker Asta.