... ærligt håndværk med kant

Morten Nielsen og tidløsheden

Morten Nielsen Krigere Uden Våben Gorm Bull

Gorm Bull og Palle Hjorth er i færd med at sætte musik til Morten Nielsens digte. Jeg tog på togtur for at sniglytte på projektet.

Det lugter lidt af wild west eller svundne tider, da jeg tager på kulturrejse til Laven. Jeg kan ikke mindes at have hørt om den by før, men det er vist omtrent det tætteste på min hjemby, Horsens, Gorm Bull og Palle Hjorths turné gør holdt. Dagen før var de i Gentofte.

Jeg tager toget, selvom jeg ligeså godt kan tage bilen. Men der er jo togskift inkluderet i rejsen, og jeg kan godt lide at gøre en rejse, når jeg skal høre musik eller blot trække nye oplevelser ind. En god ven gør sig lystig over, at jeg kalder det ”at gøre en rejse”, men det er jo fordi han overser finessen i sproget: Jeg rejser ikke, for det er jo bare at bevæge sig fra a til b. Jeg gør en rejse og nyder hvert sekund undervejs. Al den skønne venten. Lyden af tog, der kører til perron. Alle menneskene bag ruderne, der er på vej et sted hen. Man kan iagttage, drømme og lade tankerne flyve uden at være til fare for sig selv og sine omgivelser.

Gorm Bull udfordrede en fordom

Jeg stiftede bekendtskab med Gorm Bull for et år siden. En Facebook-ven, der også er journalist, havde udskrevet en lille konkurrence, hvor man kunne vinde Gorms debutplade, ”Huskekager”. Jeg deltog, vandt og modtog pladen sammen med en pakke af Karen Wolfs drømmekage. Egentlig var det kagen, der umiddelbart appellerede mest til mig, da jeg åbnede konvolutten. Jeg anede ikke meget om denne Gorm Bull, men han spillede vist på en grøn guitar og kom fra Viborg, så derfor var mine forventninger ikke de højeste. Viborg er en skøn by, men jeg forbinder den ikke med musik. Sådan kan man være ekstremt fordomsfuld uden egentlig at opfatte sig selv som sådan.

Men jeg gav heldigvis skiven en chance, mens jeg drak kaffe og åd kagen. Ville have gemt et par stykker til børnene, men det blev der vist ikke noget af. Eller også åd jeg bare uden at ænse det. Der var både plads til smil, grin og vand i øjnene undervejs. Jeg hørte pladen fra start til slut og tog den ind. Og der har den fine samling sange befundet sig siden.

En perron uden tog

Jeg skifter tog i Skanderborg, der stadig har det gamle udseende fra 80’erne med de røde træplader og de sorte, trykimprægnerede læskure. Minder mig om mine bedsteforældre, der altid skulle hentes ved toget, når de kom fra O’nse med slik i kufferten. Minder mig om ungdommen med efterskoler og hjem på weekend. Dengang man kunne gå ud på gangen, åbne vinduet og stikke hovedet ud, så signalpælene og træerne for forbi.

Er der noget mere tavst end en perron uden tog? Der er en helt speciel stilhed, selvom man kan høre trafikken fra bilerne uden for stationen og medrejsendes sniksnak. Morten Østergaard og Martin Lidegaard på hver deres plakat med insisterende øjne, der trænger ind i marginalvælgerne som syle. Den ene med slips, den anden uden. Vindvejen eller kulstien? Mellem de to topkandidater er et foto af en kvindes ansigt. En ret almindelig, sund og smuk kvinde med sensuelle læber. Jeg står og tænker over, hvordan reklamefirmaet mon har solgt ideen til partiet. Med slips og uden slips. Sensuelle læber og pæne tænder. Det er nok en helgardering. Der er både noget til kvinderne og de unge mænd. Og der skal dæleme være nogle lækre kvindelæber, hvis den magenta skal glide ned. Godt, at valgkampen er omtrent overstået.

Aa Gud, hvor vi taler og taler / Vi kender så mange Ord / Her staar vi med hver sin Vilje / i samme Slags tunge Trods / og taler os væk fra hinanden / i Ord som er kloge, kloge – og nu er vi midt i Begreber / som aldrig kan angaa os

Toget mod Herning banker snart ud over stepperne, og femten minutter senere kan jeg stå af i Laven.

I selskab med Mark Twain og …. Claes Kastholm

Der er vist ikke så mange andre butikker i Laven end antikvariatet, der ligger med indgangen vendt mod trinbrættet. To minutters gang og ind i et stopfyldt butikslokale med bøger fra gulv til loft. Jeg slår mig ned i selskab med Mark Twain, Dylan Thomas, Strindberg og Benny Andersen. Ikke det værste selskab (interessant ville det i hvert fald være at opleve dem rundt om samme cafébord), men den fordrukne Claes Kastholm trænger sig også på med Den Kontrollerede Virkelighed.

Og så er jeg her. I et lille antikvariat ved Julsø, sydøst for Silkeborg. Det forekommer at være det helt rette sted at høre Gorm Bulls sange – sådan i live for første gang. Og der er han. Manden med den limegrønne guitar. Sammen med tangentekvilibristen Palle Hjorth.

De lægger fra land med Gorms og Bosse Hall Christensens drømmende ”Himlens Vagabonder”, der også åbnede ”Huskekager” og nedkæmpede mine fordomme.  Palle Hjorth savner sikkert sit Hammond her i Laven, men han får nu også stemning og vellyd i overflod ud af sin Nord Stage-synth.

Palle er en virtuos i ordets bedste betydning. Drømmende. Legende. Og sindssygt kompetent. ”Palle er Gud”, skriver en af mine venner på Facebook. Det er ikke helt løgn. Undervejs spiller han lidt på den harmonika, han har fået af Anisette fra Savage Rose. Den har tilhørt Thomas Koppel. Et ekstra strejf af storhed i det lille antikvariat.

Ingen blå tænder her

De har det sjovt sammen, Palle og Gorm. Det er heldigt, for det er næppe pengene, der har fået dem til at optræde for små forsamlinger i antikvariater, boghandler og andre intime lokaliteter. De har gang i noget vigtigt. De vil ud med Morten Nielsens udødelige digte og de ledsagende melodier.

Men for at det ikke skal ende i de finkulturelle blå tandsæt og de indforståede nik (man kan købe rødvin oppe ved kassen), åbner duoen med en samling af Gorms jordbundne, morsomme og rørende sange. ”Gid Du Må Blive Lykkelig” til ekskonen bevæger stadig bittersødt sådan en aften, der lugter svagt af sommer.

Der er bryllup i landsbyen/jeg burde tage derhen/for det har sikkert været et smukt syn/ da du giftede dig igen/jeg har sat mig på terrassen og hældt grappa i mit glas/ja, vi fejrer ligeså stille, at der er en, som ta’r min plads

Og der er plads til befriende og sociale grin i den lille forsamling, når Gorm synger den om Saturn-Pluto-aspektet, der har fået fortælleren til at bryde med konen/kæresten og stikke af med en astrolog. En meddelelse, der serveres over telefonsvareren. Latteren får også frit løb, da vi får den om faster Ingeborg, der rejser rundt i Indien og får en lidt for stor omgang på opleveren for en misundelig modtager af hendes postale udgydelser. Og Palles langstrakte og skælmske ekvilibrisme på tangenterne bidrager til intimiteten og hyggen. Vi kan se musikerne i øjnene her i antikvariatet.

Jamen, Vor Herre bevares, der er postkort fra Benares

Morten Nielsen er en tidløs digter

Herefter introducerer Gorm Morten Nielsen for publikum, mens Palle lægger afdæmpet underlægning på. Kun et par stykker i forsamlingen kender den unge digter, der døde som 22-årig i august 1944, formentlig ved en vådeskudsulykke, mens han udførte en opgave for modstandsbevægelsen. Han nåede at udgive en enkelt digtsamling i sin levetid, Krigere Uden Våben, der så fint og præcist beskriver en ung mands oplevelser af besættelsen, tidens opbrud, angsten, pigerne, kærligheden og håbet om et forår. Digtsamlingen rummer en indædt livsvilje, der er aldeles tidløs og meget vedkommende.

Morten Nielsens beherskede kunsten at vise empati uden sympati og indlevelse uden identifikation, hvilket fint kommer til udtryk i digtet ”Skæbne”.

Digtet har været fast pensum i såvel folkeskoler som gymnasier i mange år. Om den tykke dreng, der mobbes i skolen og siden tager grusom hævn i nazismens klæder.

Nu er du noget, Tykke! / Mand og Partikammerat. / Og hvis vi en Dag skal til Muren / så er din Haand parat. / Parat til at smadre et Knojern / ind i min Mund, naar du slaar / for nu vil du dræbe, Tykke / alle de onde Aar

Gorms musik til digtet har en melankoli, der passer fortrinligt til ordene. Enkelt og intenst. Jeg kommer til at tænke på Peter Thorups mesterlige fortolkninger af Halfdan Rasmussen og Tom Kristensen. Gorm har lagt sangen lidt højt, så foredraget om Tykke får den helt rette skælven – lige der, hvor stemmen er ved at knække. Stærkt og meget bevægende.

Vi får også den smukke kærlighedserklæring ”Gensyn”, der meget passende serveres i valsetakt, håbets opløftende rytme. Og hvilken komponist drømmer ikke om at sætte musik til så fine ord som disse:

Du er ny som dit eget nye Foraar / Men som det har du hemmeligt med: / Ting der altid vil aande i det skjulte / som overstaaet Ømhed og Fortræd

Vi kommer over i det mere messende – eller rappende, om man vil – på ”Frygten”, der er fire vers’ stemningsmættede beskrivelse af ensomhed i storbyen:

Tænd din Pibe og slaa Kraven op. / Langs Butikker der staar øde hen / skal du gaa med sikre, tomme Skridt i Nat / mens den tunge Regn slaar mod din Hat

Undervejs får publikum udleveret sovemasker, så et af digtene kan opleves uden synssansens indblanding. Selvom det kan virke lidt akavet at sidde i et butikslokale med bind for øjnene, giver det en anden sanselighed, som man passende kunne dyrke mere ved fremtidige koncerter.

Morten Nielsen-afdelingen afsluttes med ”Gult Græs Mod Solen”.

Paa Vejen, i et Landskab / der er stort, lydt og hvidt / staar Hjulsporets Vægge / som hugget i Granit

Jeg hopper på toget, mæt og glad. Gorm Bull og Palle Hjorth er i færd med at indspille en hel plade med Morten Nielsen-digte. De skal lige have finansieringen på plads, så pladen kan ledsages af en bog med kendtes kommentarer til digtene. Der er noget at glæde sig til.

De har gang i noget vigtigt.